Ni danskere i Kommissionen: Uafhængige af regeringen, men aldrig helt fri af Danmark

Den 14. oktober foreslog Europa-Kommissionen at udskyde et af de centrale krav i EU's metanforordning med et år. Importører af olie, gas og kul skulle fra 1. januar 2027 kunne dokumentere, at deres leverandører måler og rapporterer udslippet af metan efter EU-standard. Forslaget kom fra energikommissær Dan Jørgensen, og det betyder, at en dansk socialdemokrat nu har lagt navn til en lempelse af regler, som Danmark allerede har indført bøder for at overtræde. I denne uge gik Europa-Parlamentet endnu længere og stemte for tre års udsættelse.

Sagen viser den dobbeltrolle, som Danmarks EU-kommissærer har haft siden 1973. På papiret er de ikke Danmarks repræsentanter. Traktaten forbyder dem at søge eller tage imod instrukser fra deres regering. Men det er regeringen i København, der vælger dem, og i den danske debat bliver de næsten altid omtalt som "den danske kommissær". De bliver målt på, hvilken post de får, og på, om de gør noget godt for Danmark.

Ni danskere har haft jobbet. De har været diplomater, landbrugsfolk, finansministre og miljøfolk, og de har siddet i Kommissionen i perioder med kriser, reformer og en enkelt skandale, der fik hele Kommissionen til at gå af. Her er historien om de ni, og om de regler, der bestemmer, hvad en kommissær må.

Hvad traktaten siger

Reglerne for Kommissionen står i artikel 17 i Traktaten om Den Europæiske Union. Kommissionen skal fremme EU's almene interesser, og den har som udgangspunkt eneret på at foreslå ny EU-lovgivning. Det er derfor, en kommissær har reel magt: Forslag til lovgivning begynder i Kommissionen, før de bliver forhandlet i Europa-Parlamentet og Rådet, hvor regeringerne sidder.

Om kommissærernes uafhængighed er traktaten meget klar.

Kommissionen udfører sine opgaver i fuldkommen uafhængighed. Kommissionens medlemmer må hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, nogen institution, noget andet organ eller nogen anden organisation

Samtidig er det medlemslandene, der foreslår kandidaterne. Ifølge artikel 17 vedtager Rådet i fælles overenskomst med den valgte kommissionsformand en liste over kandidater, som udvælges på grundlag af medlemslandenes forslag. Derefter skal hele kollegiet godkendes samlet af Europa-Parlamentet, og til sidst udnævner Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne sidder, Kommissionen med kvalificeret flertal. Parlamentet kan også vælte Kommissionen igen med et mistillidsvotum, men kun hele Kommissionen på én gang.

Lex beskriver spændingen ret direkte. Kommissærerne må "på ingen måde modtage instrukser fra deres respektive nationale regeringer, hvilket i praksis kan være svært fuldstændig at overholde", skriver opslagsværket i sin artikel om EU-kommissærer. Det er formanden, der fordeler porteføljerne efter samtaler med medlemslandene. Tidligere skete fordelingen ifølge Lex i forhandlinger mellem landene på det, man kaldte "de lange knives nat".

Fra møde i salen til eksamen i udvalgene

Parlamentets rolle er vokset meget, siden Danmark fik sin første kommissær. Indtil 1981 holdt en ny kommissionsformand blot en tale i Parlamentet. Først den 15. januar 1985 stemte Parlamentet for første gang om tillid til en ny Kommission, nemlig Jacques Delors' første, skriver Parlamentets tænketank538878). De formelle høringer af hver enkelt kandidat blev indført efter Maastrichttraktaten, og den første Kommission, der skulle igennem dem, var Jacques Santers i 1995.

I dag skal hver kandidat til eksamen i et eller flere af Parlamentets udvalg, og udvalgene kan i praksis stoppe en kandidat. Senest godkendte Parlamentet den 27. november 2024 Ursula von der Leyens anden Kommission med 370 stemmer for, 282 imod og 36, der undlod at stemme, ifølge Parlamentets tænketank. Kommissionen tiltrådte 1. december 2024.

Én kommissær pr. land, indtil videre

At Danmark overhovedet har en kommissær, er ikke en selvfølge. Før 2005 havde de fem største lande to kommissærer hver, mens de mindre havde én. Lissabontraktaten lagde op til, at Kommissionen fra 1. november 2014 kun skulle have medlemmer svarende til to tredjedele af medlemslandene, medmindre Det Europæiske Råd enstemmigt besluttede noget andet.

Det gjorde stats- og regeringscheferne. Efter at irerne havde stemt nej til Lissabontraktaten i 2008, lovede de andre lande at bevare én kommissær pr. land. Løftet blev til Det Europæiske Råds afgørelse 2013/272/EU af 22. maj 2013, der fastslår, at Kommissionen består af ét medlem fra hvert medlemsland. Afgørelsen skal tages op igen, før den første Kommission efter, at EU har fået sit 30. medlemsland.

Spørgsmålet kan derfor dukke op igen, hvis EU optager nye lande. I sin meddelelse om reformer før udvidelsen fra marts 2024 skriver Kommissionen, at traktaterne giver mulighed for et mindre kollegium, men at Det Europæiske Råd hidtil har valgt at beholde én kommissær pr. land. Kommissionen lægger sig ikke fast på en løsning.

Diplomaten: Finn Olav Gundelach

Danmarks første kommissær var ikke politiker. Finn Olav Gundelach, født i Vejle i 1925, var økonom og diplomat og havde i 1960'erne været vicegeneraldirektør i GATT, den internationale handelsorganisation, der gik forud for WTO. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon spillede han "en central rolle" i den såkaldte Kennedy-runde, der sænkede tolden mellem industrilandene. I 1967 blev han Danmarks ambassadør ved De Europæiske Fællesskaber og fik dermed en nøglepost i forhandlingerne om dansk medlemskab i 1970–71.

Da Danmark kom med i EF i 1973, blev han kommissær for det indre marked. Fra 1977 fik han posten som kommissær for landbrug og fiskeri, "mere efter kraftig opfordring end efter eget ønske", skriver leksikonet. Det var en af de tungeste poster i Kommissionen, fordi landbrugspolitikken dengang var langt den største del af fællesskabets budget.

Leksikonet kalder ham "sin generations mest indflydelsesrige dansker" og citerer det britiske tidsskrift The Economist, der kaldte ham "Denmarks formidable Finn" og "Finn Olav Superstar". Men han var ikke kun teknokrat. Under kampagnen før folkeafstemningen i 1972 deltog han ifølge leksikonet i "utallige møder" for at vinde danskerne for medlemskabet, og som kommissær forsøgte han at forklare EF's politik for dem, der blev ramt af den, fra britiske fiskere til danske landmænd.

Jeg har en voldsom tro på det levende ord, på den levende kontakt

Gundelach døde i Strasbourg den 13. januar 1981. Den nye kommissionsformand, Gaston Thorn, mindede om ham i Europa-Parlamentet en måned senere. Gundelach døde ifølge Thorns tale kun få timer efter, at Thorn havde præsenteret sin nye Kommission i Strasbourg, og han var den anden kommissær på fem år, der døde netop dér. Thorn noterede samtidig, at den danske regering hurtigt havde udpeget en efterfølger.

Landbrugsmanden: Poul Dalsager

Efterfølgeren blev Poul Dalsager, landbrugsminister og socialdemokrat fra Hjørring. Han var uddannet bankmand og havde været medlem af Folketinget siden 1964. Som formand for Folketingets Markedsudvalg i 1971–73, det udvalg der i dag hedder Europaudvalget, markerede han sig ifølge Lex som "klar EF-tilhænger".

Dalsager overtog landbrugsområdet, mens fiskeriet ifølge Thorns tale gik til den græske kommissær Giorgos Kontogeorgis. Valget af Dalsager lagde grunden til et mønster, som Lex beskriver som en dansk tradition: Der er "en betydelig sammenhæng mellem det område, man har ministererfaring med, og det område, man bliver kommissær for". Dalsagers periode sluttede, da Thorn-Kommissionen gik af ved årsskiftet 1984–85. Han vendte tilbage til kommunalpolitikken og var borgmester i Hjørring fra 1990 til 1995.

Næstformanden: Henning Christophersen

I 1985 kom der en borgerlig dansker i Kommissionen. Henning Christophersen havde været formand for Venstre, udenrigsminister i 1978–79 og finansminister og vicestatsminister i Poul Schlüters firkløverregering fra 1982 til 1984. I Kommissionen blev han næstformand under Jacques Delors.

Han begyndte ifølge Lex med budget, finanskontrol, personale og administration, og fra 1989 havde han ansvaret for økonomi og valutasamarbejde. Det var i de år, hvor EU-landene forhandlede om den økonomiske og monetære union, som blev skrevet ind i Maastrichttraktaten. Lex skriver, at arbejdsområderne og næstformandsposten gav ham "en betydelig indflydelse".

Christophersen sad i ti år. Kun Margrethe Vestager har siden siddet lige så længe. Senere var han den danske regerings repræsentant i EU-Konventet, der i 2002–03 skrev udkastet til en europæisk forfatningstraktat.

Den kritiske: Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard var et overraskende valg. Hun havde været modstander af EF, men blev ifølge Lex tilhænger efter Berlinmurens fald og var i 1992–94 formand for Den Danske Europabevægelse. Ved dannelsen af Poul Nyrup Rasmussens anden regering i oktober 1994 blev hun udpeget som Christophersens efterfølger. Hun var dermed den første dansker, der skulle igennem Parlamentets nye høringer.

Som miljøkommissær fra 1995 til 1999 blev hun ifølge Lex især krediteret for at få miljøhensyn ind på alle politikområder og for at gå imod USA, da EU skulle udforme sin klimastrategi. Det var i hendes periode, at FN's klimaaftale, Kyotoprotokollen, blev forhandlet på plads i 1997.

Hun blev dog mest husket for en bog. Det første år skrev hun "Kommissærens dagbog" for at afmystificere arbejdet i Kommissionen. Bogen indeholdt kritik af hendes kolleger, og hun trak den tilbage før udgivelsen, fordi hun måtte erkende, at det "ikke gik an i den europæiske offentlighed", skriver Lex. Politiken offentliggjorde den alligevel som et særtryk.

Da hele Kommissionen gik af

Ritt Bjerregaards periode sluttede med den største krise i Kommissionens historie. Den 15. marts 1999 offentliggjorde en komité af uafhængige eksperter, nedsat af Parlamentet, sin første rapport om svindel, fejlstyring og nepotisme i Kommissionen. Allerede samme nat trådte Jacques Santers Kommission tilbage samlet. Rapporten behandlede blandt andet anklager om favorisering mod seks kommissærer, og den skarpeste kritik ramte den franske kommissær Édith Cresson. Santer forsvarede bagefter sine kolleger, skrev EU's forskningsnyhedstjeneste CORDIS.

Bjerregaard var ifølge Lex "ikke personligt ramt af kritikken", men hun blev ikke genudnævnt. Sagen viste en side af kommissærjobbet, som også gælder i dag: Kommissærerne står og falder sammen. Parlamentet kan ikke afsætte en enkelt kommissær, kun hele kollegiet.

Udviklingsministeren: Poul Nielson

Efterfølgeren var udviklingsminister Poul Nielson (S), der havde været energiminister i Anker Jørgensens regering fra 1979 til 1982 og minister for udviklingsbistand under Poul Nyrup Rasmussen fra 1994 til 1999. I Romano Prodis Kommission fik han ansvaret for udvikling og humanitær bistand, og han lagde ifølge Lex især vægt på fattigdomsbekæmpelse. Igen passede porteføljen til ministererfaringen.

Godsejeren: Mariann Fischer Boel

I 2004 blev det fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), godsejer fra Fyn, der skulle til Bruxelles. Hun blev landbrugskommissær i José Manuel Barrosos første Kommission, en post med ansvar for omkring halvdelen af EU's budget, skriver Lex. Hendes baggrund var ifølge opslagsværket både en fordel og en ulempe, fordi der ved udnævnelsen blev stillet spørgsmål ved hendes habilitet.

Som kommissær arbejdede hun for at gøre landbrugspolitikken mere markedsorienteret, hvilket betød mindre støtte til landmændene. Hun gennemførte reformer af støtten til oliven, tobak og bomuld i 2004, af sukkerordningen i 2005 og af vin, frugt og grønt i 2007, og hun foreslog at afvikle EU's mælkeordninger. Reformerne mødte ifølge Lex protester fra vrede vinbønder, mælkeproducenter og irske bønder, der klædte sig ud som sukkerroer. Hun fik også fjernet en række specialregler for frugt og grønt, blandt andet om hvor krumme agurker måtte være. Europabevægelsen kårede hende i 2008 til Årets Europæer.

Klimaministeren: Connie Hedegaard

Efter klimatopmødet i København i december 2009 sendte Lars Løkke Rasmussens regering klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) til Bruxelles. Hun blev EU's første kommissær for klimaindsats i februar 2010. Posten var ny, og Kommissionen oprettede samtidig et nyt generaldirektorat for klima, DG CLIMA, den 17. februar 2010.

Ifølge Lex var den økonomiske krise en hæmsko, men det lykkedes hende at få vedtaget klimamål for 2020 og 2030, herunder et mål om 40 procents reduktion af EU's drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990. Hun var med til at lave reglerne, der tvang bilproducenterne til at sænke CO2-udledningen fra nye biler. Hun arbejdede derimod "forgæves" for at hæve prisen på CO2-kvoter ved at mindske udbuddet, skriver Lex.

Konkurrencekommissæren: Margrethe Vestager

I 2014 udpegede Helle Thorning-Schmidts regering økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der også var leder af Radikale Venstre. Hun blev kommissær for konkurrence og sad, ligesom Henning Christophersen, i ti år. Mette Frederiksens regering genudnævnte hende i 2019, og under Ursula von der Leyen blev hun en af tre ledende næstformænd.

Vestager blev ifølge Lex kendt internationalt for at sætte hårdt ind over for de store techvirksomheder. To af hendes største sager endte ved EU-Domstolen. Den 10. september 2024 stadfæstede Domstolen Kommissionens afgørelse fra 2016 om, at Irland havde givet Apple ulovlig statsstøtte på omkring 13 milliarder euro, som skulle betales tilbage, ifølge Domstolens pressemeddelelse. Samme dag stadfæstede Domstolen en bøde på 2,42 milliarder euro til Google for at favorisere sin egen prissammenligningstjeneste.

"I dag er en sejrs dag for europæiske borgere," sagde Vestager ifølge DR. Sagerne viser også, hvor lang tid konkurrencesager kan tage. Kommissionens afgørelse i Google Shopping-sagen var fra 2017, og Apple-afgørelsen fra 2016.

I 2024 tog hun orlov for at stille op som formand for Den Europæiske Investeringsbank, men hun blev ikke valgt. Som dansk kommissær blev hun i efteråret 2024 afløst af en socialdemokrat.

Energikommissæren: Dan Jørgensen

Den 28. august 2024 udpegede Mette Frederiksen sin minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, som Danmarks kandidat. Allerede dengang talte hun om, hvad Danmark kunne forvente at få.

Det er på baggrund af de mange snakke min forventning, at Danmark får en central portefølje

Det blev energi og boliger. Den 5. november 2024 var Dan Jørgensen til høring i Parlamentets udvalg for industri, forskning og energi og udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender, og han blev godkendt, skrev DR. Under høringen sagde han ifølge Parlamentets ordrette referat til medlemmerne: "Det er jeres job at granske mig. Det er jeres job at holde mig ansvarlig." (Europapostens oversættelse.)

Igen fulgte porteføljen ministererfaringen. Dan Jørgensen havde været klima-, energi- og forsyningsminister fra 2019 til 2022. Men det betyder også, at hans forslag i Bruxelles bliver sammenlignet med den linje, han selv og regeringen har ført i Danmark. Metanforslaget er et eksempel. Kommissionen begrunder udskydelsen med energikrisen og frygten for, at importørerne ikke kan skaffe nok energi, der lever op til kravene. Det er et hensyn til hele EU, og Dan Jørgensen fremsætter forslaget på vegne af hele Kommissionen, ikke på vegne af Danmark. At Danmark allerede har indført bøder for at overtræde kravene, ændrer ikke på hans rolle.

Hvad de ni har tilfælles

Ser man på de ni under ét, er der nogle tydelige træk. Med undtagelse af Gundelach har alle været ministre før, og de fleste fik en portefølje, der lå tæt på deres ministerområde: landbrug til landbrugsministrene Dalsager og Fischer Boel, udvikling til udviklingsministeren Nielson, klima til klimaministeren Hedegaard og energi til den tidligere energiminister Jørgensen.

Fire af de ni har været socialdemokrater, to har været fra Venstre, én konservativ og én radikal. Fire har været kvinder. Alle de partipolitiske kommissærer har tilhørt et regeringsparti, men ikke altid statsministerens: Hedegaard kom fra De Konservative under en Venstre-statsminister, og Vestager fra Radikale Venstre under en socialdemokratisk.

Flere af de danske kommissærer har haft poster, der direkte berørte danske interesser, især landbruget. Det har givet indflydelse, men også spørgsmål om habilitet, som i Fischer Boels tilfælde. Og flere af dem er kommet hjem og har fortsat i dansk politik, fra Dalsager som borgmester i Hjørring til Bjerregaard som minister og overborgmester i København.

Danmarks kommissær eller Europas?

Debatten om, hvem en kommissær egentlig tjener, er lige så gammel som Danmarks medlemskab. Traktaten giver et klart svar: Kommissæren tjener EU's fælles interesser og tager ikke imod ordrer hjemmefra. Den politiske virkelighed er mere blandet. Regeringen vælger kandidaten, forhandler om porteføljen og bliver af vælgerne holdt ansvarlig for valget.

Hvor meget landene lægger vægt på at have deres egen kommissær, viste Irland i 2008, da løftet om én kommissær pr. land var en del af vejen til en ny folkeafstemning. Omvendt giver traktaten mulighed for et mindre kollegium, og det er den diskussion, Kommissionen selv åbner i sin meddelelse fra 2024, hvis EU når op på 30 medlemslande eller flere.

Indtil da har Danmark sin plads ved bordet. Den næste danske kommissær skal udpeges, når Dan Jørgensens periode slutter i 2029, og det bliver den regering, der sidder til den tid, som skal træffe valget.