Ursula von der Leyen og Grønland: Hvad Washington ser – og hvad EU har svaret

Da Det Hvide Hus 22. september offentliggjorde sin pressemeddelelse om den nye forsvarsaftale for Grønland, fulgte mere end 50 udtalelser med. De fleste kom fra republikanske senatorer, kongresmedlemmer, tv-værter og kommentatorer, der skulle vise, hvor stor en sejr aftalen var. Et lille hjørne var afsat til europæiske ledere, og én af dem var Ursula von der Leyen. Kommissionsformanden "hilste aftalen velkommen" og lovede, at EU som altid vil arbejde tæt sammen med Danmark og Grønland.

Det er et billede på EU's rolle i Grønland-sagen, set fra Washington: Med i fodnoten, men ikke ved forhandlingsbordet. Aftalen blev forhandlet mellem USA, Danmark og Grønland. EU er ikke part i den, og ingen amerikanske ministre har brugt mange ord på Bruxelles undervejs.

Set fra Bruxelles er historien en anden. Grønland har i løbet af det seneste år flyttet sig fra et emne, EU's udviklingsfolk tog sig af, til noget, kommissionsformanden selv rejser til Nuuk for. Det er blevet prøvestenen for det, von der Leyen kalder Europas uafhængighed: Kan EU stå sammen om et medlemsland, når presset kommer fra den nærmeste allierede?

Denne baggrundsartikel tager udgangspunkt i, hvordan Washington ser på Grønland. Derefter følger den von der Leyen fra Hannover over Berlin til Bruxelles, gennem toldtrusler, Davos og Nuuk, frem til i dag, hvor Folketinget skal tage stilling til forsvarsaftalen, og hvor Kommissionen om få uger lægger en ny arktisk strategi frem.

Washingtons blik: missilforsvar, Kina og "en stor isklump"

For Trump-regeringen har Grønland aldrig primært handlet om Danmark eller EU. Det handler om geografi. Øen ligger mellem Nordamerika og Rusland, og ruten for et eventuelt missilangreb over Nordpolen går hen over den. Derfor har USA haft en base i Pituffik (tidligere Thule) siden forsvarsaftalen fra 1951.

Det nye i Trumps anden præsidentperiode er tonen. Vicepræsident JD Vance besøgte Pituffik 28. marts 2025 og sagde ifølge den officielle udskrift, at Danmark ikke havde holdt trit, og at USA's europæiske allierede for ofte havde forsømt sikkerheden.

Our message to Denmark is very simple: You have not done a good job by the people of Greenland.

Den bredere ramme kom i december 2025, da Det Hvide Hus udgav sin nationale sikkerhedsstrategi. Den indfører det, den kalder en "Trump-tilføjelse" til Monroe-doktrinen: USA vil genskabe sin dominans på den vestlige halvkugle. Om Europa skriver strategien, at kontinentet står over for udsigten til "civilisatorisk udslettelse", og den nævner direkte "Den Europæiske Unions og andre overnationale organers aktiviteter" som en del af problemet (Europapostens oversættelse). EU er i den optik ikke en partner, man forhandler Arktis med, men en del af det, der svækker Europa.

Samme måned udnævnte Trump Louisianas guvernør, Jeff Landry, til særlig udsending for Grønland. Ifølge AP skrev Landry, at han påtog sig opgaven for at gøre Grønland til en del af USA.

Januar 2026: toldtruslen

Krisen toppede i januar. Danmark havde bedt europæiske allierede om at sende soldater til en dansk-ledet øvelse i Grønland, og en række lande gjorde det. Lørdag 17. januar skrev Trump på Truth Social, at varer fra Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Finland og Storbritannien ville få en ekstra told på 10 procent fra 1. februar. Den ville stige til 25 procent 1. juni og fortsætte, indtil USA fik lov at købe Grønland, skrev Reuters.

Fire dage senere stod Trump på talerstolen i Davos. Han sagde, at han ikke ville bruge magt, men gentog kravet om at eje øen. Ifølge udskriften kaldte han Grønland "et stykke is, koldt og dårligt placeret" og sagde, at kun USA kan beskytte det (Europapostens oversættelse).

You can say yes, and we will be very appreciative. Or you can say no and we will remember.

Samme aften trak Trump toldtruslen tilbage efter et møde med NATO's generalsekretær, Mark Rutte, hvor de to blev enige om en "ramme" for en fremtidig aftale om Grønland og Arktis, skrev Al Jazeera. Det var NATO og ikke EU, der fandt udvejen. Det er en pointe, der går igen i den amerikanske fortælling.

"Vi talte aldrig om invasion"

I løbet af foråret blødte tonen op, men kun delvist. Udenrigsminister Marco Rubio sagde 3. juni i Repræsentanternes Hus' udenrigsudvalg, at Grønland er en del af Danmark "for nu", og at samtalerne var "et godt sted", skrev Politico. Kort efter forsøgte USA's ambassadør ved EU, Andrew Puzder, at lægge låg på. På en konference i Bruxelles sagde han, at præsidentens udtalelser var blevet misforstået, og bad europæerne om at fokusere "på kaffen og ikke på skummet".

The president never said we were going to invade.

Men i juli sagde Trump ved begyndelsen af NATO-topmødet i Tyrkiet, at Grønland burde kontrolleres af USA og ikke af Danmark, ifølge Politico.

Aftalen, som Washington kalder "permanent kontrol"

Den 22. september skrev Trump, Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, under på aftalen i New York. Den ændrer og supplerer forsvarsaftalen fra 1951. Ifølge aftaleteksten får USA fri bevægelighed for sine styrker i Grønland. Den træder først i kraft, når Danmark og Grønland har afsluttet de nødvendige parlamentariske procedurer. Ifølge NBC News og tænketanken CFR giver den plads til nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig og til dele af USA's planlagte missilskjold, "Golden Dome", mens Grønland forbliver en del af Kongeriget Danmark.

Washington beskriver aftalen markant anderledes end København. Det Hvide Hus skriver, at aftalen giver USA "varig kontrol over sikkerhedsinteresserne i Grønland" og forhindrer modstandere i at etablere baser eller "følsomme investeringer" uden amerikansk godkendelse (Europapostens oversættelse).

This deal permanently and completely addresses our national security concerns in Greenland.

I samme pressemeddelelse kalder den republikanske kongresmand John Moolenaar, formand for Repræsentanternes Hus' Kina-udvalg, Grønland for hjemsted for de kritiske mineraler, "der skal drive fremtiden". Det er her, EU kommer ind i det amerikanske billede, for det er netop råstoffer, Bruxelles også har sat ind på. Kun få af de citerede amerikanere nævner dansk suverænitet og grønlandsk selvbestemmelse. Den tydeligste er den republikanske senator fra Alaska, Lisa Murkowski, der glæder sig over en aftale, som "respekterer grønlandsk selvbestemmelse og Kongeriget Danmarks suverænitet" (Europapostens oversættelse).

Hvem er Ursula von der Leyen?

Ursula von der Leyen er født i Bruxelles i 1958, hvor hendes far, Ernst Albrecht, arbejdede i det daværende EF, inden han blev ministerpræsident i Niedersachsen. Hun er uddannet læge og blev minister i Niedersachsen for CDU i 2003, ifølge Britannica. Fra 2005 sad hun i Angela Merkels regeringer, først som familieminister, så som arbejdsminister, og fra december 2013 som Tysklands første kvindelige forsvarsminister.

Årene i forsvarsministeriet er vigtige for at forstå hende i dag. Hun stod i spidsen for et forsvar med store problemer med materiel og parathed, og hun var presset af en sag om ministeriets brug af dyre eksterne konsulenter, som Forbundsdagen nedsatte en undersøgelseskommission om. Under undersøgelsen kom det frem, at data på to af hendes tjenestetelefoner var blevet slettet, hvilket DW beskrev som ulovligt ifølge medlemmer af kommissionen.

I juli 2019 blev hun som overraskende kompromiskandidat foreslået af stats- og regeringscheferne som formand for Europa-Kommissionen. Europa-Parlamentet godkendte hende 16. juli 2019 med 383 stemmer, kun ni flere end nødvendigt, ifølge Parlamentet. Fem år senere, 18. juli 2024, blev hun genvalgt med 401 stemmer mod 284, et langt mere sikkert flertal, ifølge Parlamentet.

Hendes første periode blev præget af kriser: coronapandemien, de fælles vaccineindkøb, genopretningsfonden og Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine. Hun gjorde Kommissionen til en mere politisk og mere centraliseret institution, hvor meget går gennem formandens eget kabinet. Tilhængerne ser det som handlekraft. Kritikerne, også i Europa-Parlamentet, ser det som magtkoncentration.

Kritikken: sms'er, mistillid og Turnberry

Den mest vedholdende kritik handler om åbenhed. I den såkaldte Pfizergate-sag nægtede Kommissionen at udlevere de sms'er, von der Leyen havde udvekslet med Pfizers topchef under vaccineforhandlingerne. Den 14. maj 2025 annullerede EU-Domstolens underret, Retten, Kommissionens afslag i en sag anlagt af en journalist fra The New York Times. Retten fandt, at Kommissionen ikke havde givet en troværdig forklaring på, hvorfor beskederne ikke kunne findes, ifølge Domstolens pressemeddelelse.

Sagen blev brugt som argument, da medlemmer fra højrefløjen i Parlamentet i juli 2025 stillede et mistillidsvotum mod Kommissionen. Det faldt med 175 stemmer for og 360 imod, ifølge Parlamentet. I oktober 2025 faldt to nye mistillidsvotummer, et fra Patrioterne og et fra Venstrefløjen, også klart, ifølge Parlamentet.

Den anden store kritik handler direkte om USA. Den 27. juli 2025 indgik von der Leyen og Trump en handelsaftale på Trumps golfbane i Turnberry i Skotland. USA's told på de fleste EU-varer blev lagt fast på højst 15 procent, mens EU lovede at fjerne told på amerikanske industrivarer. Den skulle omsættes til EU-lovgivning, og det var den aftale, von der Leyen henviste til, da Grønland-krisen brød ud et halvt år senere.

Toldtruslen og Davos: "En aftale er en aftale"

Da Trump truede otte europæiske lande med told i januar, var syv af dem EU-lande. Handelspolitik er EU's eneret, så truslen ramte direkte på Kommissionens bord. Von der Leyen valgte en tone, der var hårdere end i Turnberry, men stadig kontrolleret. I sin tale ved World Economic Forum 20. januar sagde hun, at EU deler USA's mål om sikkerhed i Arktis, men at toldtruslen var en fejl, især mellem gamle allierede.

In politics as in business – a deal is a deal. And when friends shake hands, it must mean something.

I samme tale lovede hun, at EU's svar ville være "urokkeligt, samlet og proportionelt", og hun fremlagde fem principper for en arktisk pakke. Det første var fuld solidaritet med Grønland og Kongeriget Danmark, hvis "suverænitet og territoriale integritet ikke er til forhandling". Dernæst kom en stor europæisk investeringsindsats i Grønland, samarbejde med USA om sikkerheden i Arktis, en europæisk isbryderkapacitet finansieret af den øgede forsvarsudgift, og tættere sikkerhedspartnerskaber med lande som Storbritannien, Canada, Norge og Island (Europapostens oversættelse).

Europa-Parlamentet gik længere. Formanden for handelsudvalget, tyske Bernd Lange (S&D), meddelte 21. januar, at Parlamentet satte arbejdet med at godkende Turnberry-aftalen på pause, og han støttede at gøre EU's antitvangsinstrument, det såkaldte "handels-bazooka", klar.

Given the continued and escalating threats, including tariff threats, against Greenland and Denmark, and their European allies, we have been left with no alternative but to suspend work.

Forskellen er værd at hæfte sig ved. Von der Leyen nævnte ikke antitvangsinstrumentet i sin tale i Davos. Det kræver et kvalificeret flertal i Rådet at tage det i brug. Dagen efter sagde hun i Strasbourg, at Europa foretrækker dialog og løsninger, men er "fuldt forberedt på at handle", ifølge ABC News (Europapostens oversættelse). Da Trump trak truslen tilbage samme aften, kunne både hun og Parlamentet tage æren: Hun for at have holdt sammen på de 27, Parlamentet for at have vist tænder. Parlamentet genoptog arbejdet i februar, og 16. juni 2026 blev toldlovene endeligt vedtaget med 440 stemmer mod 151, men med en udløbsdato i 2029 og en stærkere klausul, så Kommissionen kan suspendere toldlettelserne, hvis USA bryder aftalen, ifølge Parlamentet.

Artikel 42.7: Hvor langt rækker EU's solidaritet?

Det mest følsomme spørgsmål i januar var, om EU's egen bistandsklausul gælder for Grønland. Artikel 42, stk. 7, i EU-traktaten siger, at hvis et medlemsland bliver "offer for væbnet aggression på sit område", har de andre lande pligt til at hjælpe "med alle midler, der står i deres magt".

Forsvarskommissær Andrius Kubilius sagde, at klausulen "helt sikkert" ville gælde, hvis USA angreb Grønland. Von der Leyen ville derimod ikke svare direkte. "Der er mange spekulationer derude om, hvad der bør gøres, kan gøres og måske vil blive gjort," sagde hun til journalister ifølge Euractiv (Europapostens oversættelse). En talsperson for Kommissionen præciserede over for Euronews, at Grønland er en del af Kongeriget Danmarks territorium og derfor "i princippet" er dækket.

Juridisk er spørgsmålet ikke afgjort. Grønland trådte ud af EF i 1985 og er i dag et såkaldt oversøisk land og territorium (OLT) med en særlig associeringsordning. Ifølge en analyse på det folkeretlige blog Opinio Juris gælder traktatens almindelige bestemmelser ikke for OLT'er, medmindre det udtrykkeligt står der, og det gør det ikke i artikel 42.7. Forfatteren påpeger dog, at europæiske allierede under alle omstændigheder kan hjælpe Danmark i kraft af den kollektive selvforsvarsret i FN-pagten.

Klausulen kan kun aktiveres af det land, der bliver angrebet, altså Danmark. Den forpligter de andre lande, ikke Kommissionen, og den siger intet om, hvilken form hjælpen skal have. Von der Leyens tøven kan læses på to måder: som forsigtighed over for en allieret, man ikke vil provokere, eller som et tegn på, at EU's forsvarsløfte er mindre konkret, end det lyder.

Fra udviklingsbistand til geopolitik: EU i Nuuk

EU's interesse i Grønland er ikke ny, og den startede før Trump. Den 30. november 2023 underskrev EU og Grønlands regering et strategisk partnerskab om bæredygtige værdikæder for råstoffer, ifølge Kommissionen. I marts 2024 åbnede von der Leyen selv EU's kontor i Nuuk og skrev under på aftaler om støtte til grøn omstilling, uddannelse og råstoffer, ifølge Kommissionen.

Trumps pres har gjort det, der begyndte som råstofpolitik, til sikkerhedspolitik. 6.-7. september 2026 var von der Leyen tilbage i Nuuk. Besøget var ifølge Politico blevet udskudt på Mette Frederiksens opfordring på grund af folketingsvalget i marts. Sammen med Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen sejlede hun ud til isen, indviede et satellitprojekt hos teleselskabet Tusass og skrev under på en fornyet fælles erklæring mellem EU, Grønland og Danmark.

Med sig havde hun en partnerskabspakke på 200 millioner euro, cirka 1,5 milliarder kroner, til 2026 og 2027 under EU's investeringsprogram Global Gateway. Pengene skal ifølge Kommissionen gå til bedre satellit- og kabelforbindelser, vandkraft og kritiske råstoffer, men også til boliger, bæredygtig turisme og små virksomheder. Hun kaldte det de "tre store C'er": connectivity, clean energy og critical raw materials. Kommissionen har desuden foreslået mere end at fordoble EU's støtte til Grønland til 530 millioner euro i det næste langtidsbudget frem til 2034, sagde hun på pressemødet.

Greenland's future is for the people of Greenland and Denmark to decide, no one else.

Hun sagde også, at Arktis er blevet et af de steder, "hvor geopolitikkens tektoniske plader støder sammen". Jens-Frederik Nielsen kaldte ifølge AP EU for "en loyal og betroet ven" i en tid, hvor Grønland står over for udfordringer, landet ikke kan klare alene (Europapostens oversættelse).

Det er værd at se på tallene i den rette størrelse. 200 millioner euro over to år er et markant løft for EU's engagement i Grønland, men det er småpenge sammenlignet med de summer, USA nævner i forbindelse med missilforsvar og baser. EU kan ikke konkurrere med USA militært i Grønland, og det forsøger Kommissionen heller ikke. Strategien er i stedet at være den partner, der investerer i det civile: internet, energi, uddannelse og en råstofsektor, der knyttes til europæisk industri frem for til Kina eller USA.

Danmark og von der Leyen: tæt, men ikke uden spændinger

Mette Frederiksen og Ursula von der Leyen har et tæt arbejdsforhold. De stod side om side i Aarhus 3. juli 2025, da Danmark overtog formandskabet for Rådet, med Ukraine og europæisk forsvar som omdrejningspunkt, ifølge Statsministeriet. Frederiksen har gennem Grønland-krisen gentagne gange takket de europæiske partnere for opbakningen, og von der Leyen har konsekvent nævnt Danmark og Grønland i samme åndedrag.

Men interesserne er ikke altid de samme. Den danske regering vil have EU's næste langtidsbudget ned, mens det er netop det budget, der skal finansiere den fordoblede støtte til Grønland og den europæiske forsvarsindsats, von der Leyen lover. Europaposten har tidligere beskrevet regeringens linje i budgetforhandlingerne.

Og forsvarsaftalen med USA blev forhandlet uden om EU. Det var et bevidst valg i København og Nuuk: Forsvaret af Grønland hører under rigsfællesskabet og NATO, ikke under EU. Von der Leyens udtalelse om aftalen var derfor også kort og forsigtig. Hun hilste den velkommen, nævnte sit eget besøg og lovede, at EU vil arbejde tæt sammen med Danmark, Grønland og "vores internationale partnere".

Hvad betyder det for Danmark og Grønland nu?

Tre ting sker i de kommende uger.

Folketinget skal tage stilling til forsvarsaftalen. Ifølge regeringens lovprogram skal Folketinget allerede i oktober formelt behandle aftalen, og der er bred opbakning til den, skriver Berlingske/Ritzau. Inatsisartut, Grønlands parlament, skal også godkende den. I sin åbningstale 6. oktober sagde Mette Frederiksen ifølge KNR, at aftalen respekterer Kongerigets røde linjer, og at ingen kan anfægte Grønlands ret til selv at bestemme sin fremtid.

Kommissionen fremlægger en ny arktisk strategi. EU's udenrigschef, Kaja Kallas, sagde 14. september, at strategien kommer "senere i oktober" og har "sikkerhed i centrum", med konkrete projekter, fx isbrydere, ifølge EEAS. Det bliver første gang, EU's Arktis-politik skrives efter Grønland-krisen. For Danmark bliver det afgørende, om strategien respekterer, at forsvaret af Grønland ligger i NATO og rigsfællesskabet, og om pengene følger med.

Langtidsbudgettet skal forhandles. Om de 530 millioner euro til Grønland bliver til noget, afhænger af forhandlingerne om EU's budget for 2028-2034, hvor Danmark sidder ved bordet i Rådet.

For Grønland er situationen ny. Øen har i dag to stormagter, der begge siger, at de er dens bedste ven: USA med baser og missilforsvar, og EU med investeringer og principerklæringer. Den amerikanske aftale binder ifølge Det Hvide Hus "følsomme investeringer" fra modstandere til amerikansk godkendelse. Hvordan det spiller sammen med EU's råstofpartnerskab, er et af de spørgsmål, som hverken Washington eller Bruxelles endnu har svaret på.

Prøvestenen

Ursula von der Leyen har brugt ordet "uafhængighed" om Europas kurs, fra forsvar til økonomi. Grønland er det sted, hvor det ord er blevet testet tydeligst. Set fra Washington er resultatet klart: USA fik det, det ville have, og EU stod på sidelinjen. Set fra Bruxelles er resultatet også klart: EU holdt sammen om Danmark, Parlamentet viste, at handelsaftaler kan fryses, og Grønland har valgt at knytte sig tættere til Europa.

Begge dele er rigtige. EU's styrke i Grønland-sagen var økonomisk og politisk, ikke militær, og det var NATO og ikke EU, der fandt vejen ud af toldkrisen. Det er den virkelighed, den kommende arktiske strategi skal forholde sig til, og det er den virkelighed, Danmark skal navigere i, når Folketinget i de kommende uger stemmer om aftalen med USA.