Regningen for medicinrester i spildevandet vakler: EU-Domstolens generaladvokat vil fjerne 80-procentsreglen

Medicin- og kosmetikproducenterne skal betale mindst 80 procent af det nye fjerde rensetrin på Europas renseanlæg. Sådan står det i EU's reviderede byspildevandsdirektiv, som trådte i kraft 1. januar 2025. Men reglen er under pres fra tre sider på én gang: i Europa-Parlamentet, blandt EU-landene i Rådet og ved EU-Domstolen.

Fredag tog Enhedslistens MEP Per Clausen sagen op på X. Borgerlige politikere har i debatten om landbrugets kvælstof spurgt, hvad der gøres ved forureningen fra medicin. Svaret er ifølge Clausen, at der er truffet beslutninger om at styrke rensningen for farlige stoffer fra medicinindustrien og kosmetikindustrien, »men at højrefløjen gør, hvad de kan for at sabotere denne beslutning«. Clausen var venstrefløjens forhandler, da Europa-Parlamentet i juni stemte om sagen, oplyser Enhedslisten.

Hans beskrivelse af det politiske pres holder. Men den største trussel mod reglen er juridisk, og den kommer fra EU-Domstolen.

Generaladvokaten: Tallene bag reglen er ikke forklaret

Polen anlagde i marts 2025 sag ved EU-Domstolen mod Parlamentet og Rådet for at få 80-procentsreglen annulleret.

Den 3. september gav generaladvokat Juliane Kokott Polen ret. Hun foreslår i sit forslag til afgørelse, at Domstolen annullerer artikel 9, stk. 1, litra a, og bilag III, som er reglerne om medicin- og kosmetikproducenternes betaling. En generaladvokat er rådgiver for Domstolen. Dommerne er ikke bundet af forslaget, men følger det ofte.

Kernen i sagen er et enkelt tal. Kommissionen begrundede reglen med, at medicin og kosmetik står for 92 procent af giftbelastningen i spildevandet, når den beregnes med såkaldte PNEC-værdier. Det er tærskler for, ved hvilken koncentration et stof ikke forventes at skade miljøet. Medicin stod for 66 procent og kosmetik for 26 procent.

Men ifølge generaladvokaten kommer 58 procent af hele den samlede belastning fra kun fire lægemidler mod forhøjet blodtryk, blodpropper og hjerterytmeforstyrrelser. Det drejer sig om telmisartan, dipyridamol, candesartan og amiodaron. For dem brugte Kommissionen meget lave tærskelværdier. Bruger man i stedet tærskelværdierne fra faktabladene i den europæiske database NORMAN, falder medicinens andel til cirka 19 procent, mens kosmetikkens stiger til 63 procent.

Kokotts hovedpointe er, at Parlamentet og Rådet ikke har vist, at de overhovedet vurderede, om de lave tærskelværdier var rimelige, selv om de afgør det meste af medicinens andel. Hun peger også på, at 16 af kosmetikkens 26 procentpoint kommer fra stoffet permethrin, som ifølge Polen bruges i lægemidler og ikke i kosmetik. Yderligere 8 procentpoint kommer fra tre fedtsyrer, der også findes i store mængder i fødevarer.

Konklusionen er ifølge generaladvokaten, at fordelingen bygger på »en åbenbart utilstrækkelig fastlæggelse af de relevante grunddata eller endda en åbenbart fejlagtig vurdering« (Europapostens oversættelse). Hun peger desuden på, at producenter af kopimedicin ikke kan ændre deres produkter, så betalingen giver dem ingen tilskyndelse til at forurene mindre.

Generaladvokaten nævner også en undersøgelse af otte danske renseanlæg. Den taler ifølge hende for et særligt ansvar for medicinproducenterne, fordi tre lægemidler i vid udstrækning blev fundet i risikable koncentrationer. Men undersøgelsen fandt også fem pesticider i risikable koncentrationer.

En lignende sag er på vej fra Irland. Den irske High Court har spurgt EU-Domstolen, om reglen er gyldig (sag C-614/26). Medicinalvirksomhedernes egne søgsmål blev derimod afvist af EU-Retten i februar.

Otte lande vil have en ny vurdering – Danmark er ikke med

På miljørådsmødet 12. oktober bad Polen med støtte fra Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Grækenland, Italien, Litauen og Slovakiet Kommissionen om at gentænke reglen. I landenes fælles note står der, at de støtter det fjerde rensetrin og et producentansvar. Men de vil have en ny, uafhængig vurdering og en »gennemsigtig« metode til at fordele regningen. Viser vurderingen store mangler, skal fristerne kunne udskydes. Danmark står ikke på listen over de lande, der støtter noten.

Landene henviser til Europa-Parlamentets resolution fra 18. juni. Her stemte et flertal for at bede Kommissionen om en ny konsekvensanalyse. Resolutionen blev vedtaget med 294 stemmer mod 245, mens 28 undlod at stemme, viser afstemningsdata. En resolution er ikke lov og binder ikke Kommissionen.

Det betyder det for de danske vandkunder

Reglen betyder meget for, hvem der betaler i Danmark. Brancheforeningen DANVA har beregnet, at det fjerde rensetrin på danske renseanlæg over 10.000 personækvivalenter vil koste 630–703 mio. kr. om året. I det dyreste scenarie betaler producenterne 562,4 mio. kr. og vandkunderne 140,6 mio. kr. Det svarer ifølge DANVA til 35–41 kr. mere om året for en husstand, eller cirka 1 procent mere i spildevandsafgift.

Producenterne skal altså efter beregningen betale fire gange så meget som vandkunderne. DANVA har derfor opfordret regeringen til at holde fast i producentansvaret. En udskydelse vil ifølge foreningen skabe unødig usikkerhed for forsyninger, teknologileverandører og myndigheder. DANVA mener, at ordningen bør gennemføres som vedtaget og derefter vurderes. Direktivet kræver i forvejen, at Kommissionen senest i 2033 vurderer, om de omfattede produktgrupper skal justeres.

De første danske anlæg med fjerde rensetrin er under opførelse i Egå ved Aarhus, i Hillerød, i Køge og i Viborg, oplyser DANVA.

Hvor stor den samlede regning bliver, er usikkert. Kommissionens forskningscenter JRC har i en opdateret beregning anslået, at rensningen vil koste 1,48–1,8 mia. euro om året i hele EU i 2045, når alle anlæg er bygget. Kommissionens oprindelige konsekvensanalyse regnede med 1,2 mia. euro, hvilket svarer til 1,56 mia. euro i nutidens priser.

Det sker nu

Producentansvaret skal efter direktivet være på plads senest 31. december 2028. EU-Domstolen har ikke meldt en dato for dommen i Polens sag. Generaladvokaten foreslår, at Domstolen eventuelt venter og afgør sagen sammen med den irske sag.

Falder reglen, skal Parlamentet og Rådet lave en ny fordeling af regningen. Indtil da skal landene stadig skrive reglerne ind i national lov inden 31. juli 2027.