Nyhed Forsvar & sikkerhed · Forsvar
Danmark har aldrig udsendt folk til Europas center mod hybride trusler – 15 andre lande har
Danmark har været med i Hybrid CoE i Helsinki siden 2018, men Forsvarsministeriet har aldrig sekunderet personale til centret og har ingen aktuelle planer om det. 15 af de 35 deltagerlande har. Det skriver forsvarsminister Jeppe Bruus i et svar til Folketinget.
Danmark har siden april 2018 været fuldgyldigt medlem af The European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats (Hybrid CoE) i Helsinki. Men Forsvarsministeriet har ikke sekunderet en eneste medarbejder til centret, og »der er ikke aktuelle planer herom«. Det skriver forsvarsminister Jeppe Bruus (S) i et svar på § 20-spørgsmål S 57 15. oktober.
Ifølge ministeren er det »primært et spørgsmål om prioritering af udsendelser af medarbejdere på Forsvarsministeriets område«. Hybrid CoE har oplyst over for ministeriet, at 15 af de 35 deltagerlande pr. 8. oktober havde sekunderet personale til centret.
Danmark deltager i styregruppen
Spørgsmålet kom fra Emilie Schytte (UFG). Hun henviste til de større forsvarsbevillinger siden 2022, til Forsvarets Efterretningstjenestes skærpede vurdering af, at Rusland fører hybridkrig mod Danmark og de vestlige NATO-lande, og til regeringens budskab om at styrke den hybride modstandskraft.
Bruus svarer, at Danmark deltager aktivt i centrets arbejde. Det sker blandt andet i styregruppen, hvor prioriteterne for det årlige arbejdsprogram fastlægges, og ved aktiviteter og øvelser. »Fra dansk side tages hybride trusler meget alvorligt«, skriver han. Han henviser desuden til tidligere svar til Forsvarsudvalget fra juni 2024 og april 2025.













