Tænketank: EU mangler en kernebrændselsstrategi – også for lande uden reaktorer

EU bør formulere en fælles strategi for kernebrændsel, før næste generation af reaktorer bestilles. Det er hovedbudskabet i et brief fra Alfred Arnborg, Tænketanken Europa, offentliggjort 8. oktober.

Arnborg skriver, at EU vil udvide kernekraftproduktionen, men ikke har sikret brændslet. Unionen har ingen aktive uranminer og importerer al naturligt uran. Kommissionens egen vurdering finder ifølge briefet, at EU’s konverteringskapacitet midt i århundredet vil være «næsten tilstrækkelig» til indenlandsk efterspørgsel – og «bestemt utilstrækkelig», hvis reaktorkapaciteten vokser hurtigere.

Rusland er det største, men ikke det eneste problem

Ifølge Arnborg er russisk brændsel det største problem, men ikke det eneste. I modsætning til olie og gas kan sanktioner alene ikke levere en levedygtig udfasning af russisk kernebrændsel. En stærkere europæisk produktionsbase er en nødvendig politisk forudsætning for at skære båndene til Moskva – og for at forebygge nye afhængigheder af USA og Kina.

Omkring en femtedel af EU’s reaktorer er russiskdesignede VVER-modeller i Slovakiet, Ungarn, Bulgarien, Tjekkiet og Finland. Alternativer til russiske brændselsassemblies findes, og operatørerne har indgået kontrakter med andre producenter, men produktionen er ifølge briefet endnu ikke i tilstrækkelig skala – især for VVER-440.

Hvorfor det også angår Danmark

Danmark har ingen kernekraftværker og står ikke blandt underskriverne af Nuclear Alliance-erklæringen fra 11. marts 2026. Den erklæring er underskrevet af regeringerne i Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Ungarn, Italien, Nederlandene, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Sverige – 14 lande.

Alligevel er forsyningssikkerhed for kernebrændsel ifølge Arnborg en fælles EU-interesse. Leveringsstop ville hæve elpriserne på det sammenkoblede europæiske elmarked, brændselsafhængigheder begrænser EU’s handlefrihed, og større eksportkapacitet ville styrke EU’s position udadtil.

I briefets hovedkonklusioner skriver Arnborg, at en stærkere forsyningskæde for kernebrændsel er en fælles EU-interesse, og at fordelene også gælder medlemslande uden reaktorer – uanset om der bygges nye (Europapostens oversættelse).

The benefits apply to member states that do not house nuclear reactors, too, and regardless of whether new reactors are built at all.

Kernekraft udgjorde ifølge briefet 23 procent af EU’s elforbrug i 2024 med omkring 100 reaktorer i tolv medlemslande. Et uventet stop i én af dem kan ifølge analysen sende prisbølger gennem hele markedet.

Politikken nærmer sig kvalificeret flertal

Arnborg noterer, at den uformelle pro-nukleare koalition af EU-regeringer er vokset fra 11 til 17 på tre år, inklusiv to observatører. De nærmer sig et kvalificeret flertal og mangler ifølge briefet 2,3 procentpoint i forhold til befolkningstærsklen. Udviklingen i den tyske regering og det kommende valg i Spanien kunne ifølge analysen fjerne den blokerende minoritet.

Som konkrete greb foreslår Arnborg blandt andet, at Kommissionen udvikler en brændselsstrategi, der kombinerer støtte til producenter med lager- og diversificeringskrav til reaktoroperatører. Tiltagene kan ifølge ham passe ind i eksisterende industrirammer og Euratom-traktaten – blandt andet via Critical Raw Materials Act, EU-taksonomien, Euratom Supply Agency, den kommende European Competitiveness Fund og DiversifyEU-pakken.

Dansk industrikontekst

I Danmark arbejder Kernekraftalliancen – et samarbejde af virksomheder, organisationer og eksperter – for en teknologineutral tilgang til kernekraft i Danmark og Europa. Alliancen er ikke kilde til EU-tallene i denne artikel, men markerer, at der også herhjemme er erhvervsaktører, der ønsker kernekraft ind i den energipolitiske debat på lige vilkår med andre teknologier.

For Danmark uden egne reaktorer er Arnborgs pointe praktisk: Selv uden et dansk værk påvirker EU’s brændselsforsyning elpriser og geopolitisk råderum. Om Kommissionen følger op med en egentlig strategi, er endnu åbent.